Hjælp / FAQ

Priser

Første gang du bestiller tid til et problem, vælger du en “Første- / lang behandling” (700 kr, 50min), Det giver os nemlig tid til at komme ordenligt i dybden med problemet, og have tid nok til at bagefter at vise dig hvordan du kan holde problemet nede derhjemme. Den slags sparer dig nemlig penge i længden og gør dit helbred bedre.
Det er udbredt i branchen at klienten bedes returnere et større antal gange – og naturligvis betale hver gang – men Sportsværkstedet ønsker ikke at stjæle dine penge.

Hvis du et par dage derefter mærker at problemet ikke helt er væk, så bestiller du en “Anden- / kort behandling” (350 kr, 20min), hvor vi bringer problemet længere ned. De fleste har gavn af en andenbehandling 2-4 dage efter den første, og de som ikke kan få hjemmearbejdet til at fungere, har ofte stor gavn af at komme retur så hurtigt som muligt, så vi lige kan hjælpe med at lave øvelserne rigtigt. Men derfra burde du være i stand til at klare dig selv: det sparer dig for en masse penge, Sportsværkstedet lokker ikke til unødvendige behandlinger.

Og skulle det ske at vi ved førstebehandlingen kan hjælpe dig på en håndfuld minutter, eller at du ønsker at andenbehandlingen skal vare 50, så ændrer vi blot, og du betaler derefter. Vi hænger os ikke i detaljerne. Det som vi dog hænger os i – og som er grunden til at vi har opdelt produkterne på denne måde – er at have tid nok til at gøre et ordenligt stykke arbejde på de mennesker som tiltror os deres helbred.

Som betaling tager vi Mobilepay (42 85 58) eller kontanter – vi kan ikke modtage dankort eller betalingskort.

Tilskud fra Sygesikring DK

Hvis du behandles af én af vores fysioterapeuter (ikke Mikkel), så skriv i noten ved bestilling hvilken gruppe du er i. Dette SKAL gøres inden fakturaen laves. Vi sender da automatisk besked til Danmark, og hvis du beder om det, kan vi emaile dig en faktura.

Hvis du behandles af Mikkel, så kan du MULIGVIS ikke få tilskud. Grunden er at forsikringsselskaberne og Sygesikring Danmark kun er intereseret i at der står “fysioterapeut” på navneskiltet, eller at man har et “ydernummer” – hvilket vi ikke har.

Men LÆS HER om hvorfor Sportsværkstedet alligevel hjælper dig til at spare en masse penge i det lange løb!

Tilskud fra Forsikring

Det er en sag mellem dem og dig.
Du betaler selv, lige efter behandlingen, til os. Vi kan sende fakturaen på email til dig. Hvis din forsikring godkender den, fint.  (vi har set at Falck og Alm. Brand har gjort det, da har vi refunderet klienten) – og hvis de sender pengene til os, så refunderer vi dig naturligvis.

Når du behandles af Mikkel, så giver behandlingen MULIGVIS ikke tilskud. Grunden er at forsikringsselskaberne og Sygesikring Danmark er ligeglade med kompetencerne hos din behandler men kun er interesseret i at der står “fysioterapeut” på navneskiltet – og Mikkel er ikke uddannet fys… selvom han arbejder som en fys og til en vis grad er mindst lige så dygtig som fysioterapeuter. C’est la vie.

Men LÆS HER om hvorfor Sportsværkstedet alligevel hjælper dig til at spare en masse penge i det lange løb!

Lægehenvisning

Nej, i Sportsværkstedet kan man ikke bruge – og behøver omvendt heller ikke, lægehenvisninger, vi har nemlig intet “ydernummer”.

Gavekort

Vi har ikke gavekort, beklager.

Skal jeg tage noget med? Må jeg tage nogen med?

Du skal kun have dig selv med. Vi har alt andet.

Du skal helst have løst tøj på – omend vi sagtens kan arbejde os rundt om hvad du nu har på – og hvis det er noget med benene eller fødderne, da joggingsko – så kan vi teste det bagefter, ude på gaden.

Du må altid gerne tage børn, kæreste og kæledyr med i Sportsværkstedet. (Undtagen heste, de skal stå ude på gangen, ellers er der ikke plads)

Afbestilling / Flytning af tid

Aflysning: tryk “bestilling” i menuen, se den blå top, og klik på teksten “Vil du gerne logge ind og se dine eksisterende tider? Klik hér”. Udfuld det nederste felt med dit telefonnummer eller email, så modtager du en kode. Skriv koden i det felt som derefter kommer. Så klikker du igen på “Vil du gerne logge ind og se dine eksisterende tider? Klik hér”. Så klikker du “Aflys aftale”.

Flytning: hvis du vil flytte din aftale, så skal du først slette den eksisterende, og derefter bestille en ny som normalt.

Aflysning og flytning koster intet strafgebyr i Sportsværkstedet, hvilket er meget uhørt i branchen. Vi bliver altid kede af det, når det sker, men vi er ikke hævngerrige.

Om vi kan hjælpe dig? / har erfaring med X?

Sandsynligvis “JA!” men vi skal undersøge dig først. Det gælder også DIG, uanset om du gerne vil forklare din situation eller stille detaljerede spørgsmål først. Og vi har erfaring med virkelig mange mærkelige lidelser og tilstande og problemer, omend der er små variationer mellem behandlerne på grund af vores egne erfaringer.
Så spørg ikke om noget, men bare bestil en tid så vi kan undersøge dig.

..det siger vi ikke for at få kunder i butikken, for hvis vi ikke kan hjælpe dig, er det enten gratis eller du får kompensation. Det er fordi at nogle problemer lyder nemme, men viser sig at være svære, og andre lyder svære, men viser sig at være nemme, eller du TROR at dit problem er X men det viser sig at være Y, og sidst, men ikke mindst: fordi at det er så svært at røre ved folk igennem en telefonledning.

I visse tilfælde er der kun ringe chance for at Sportsværkstedet kan hjælpe dig: “modic forandringer”, nerveskader, sclerose og fibromyalgi, er noget som fanden har skabt og som bestemt ikke egner sig til Sportsværkstedets metoder. Heller ikke selvom du ønsker hjælp til noget sekundært, eks. en arm der ikke vil som du vil. De nævnte sygdomme gør simpelthen at man vil reagere særdeles dårligt på vores behandling.

Vil du ringe til os?

Beklager, men vi snakker helst ikke i telefon. Tidsbestilling er selvbetjening, HÉR.

Hvis du vil spørge om vi kan hjælpe dig, er svaret at vi skal undersøge dig først.
Hvis du har andre spørgsmål omkring behandlingerne, så læs ovenfor på denne side.
Hvis du vil kontakte os om andre ting SOM IKKE, på nogen som helst måde, handler om tidsbestilling, så skriv en SMS til tlf. 42 67 65 55