DRIV DIT EGET SPORTSVÆRKSTED

Denne side er kun for fagprofessionelle som påtænker at drive deres eget Sportsværksted – indholdet er med forbehold for mindre ændringer.

BEMÆRK at vi desværre ofte har erfaret at mandlige fysioterapeuter u. 45 år ikke udviser de menneskelige egenskaber, delvist faglige, som vi og vores klienter behøver.

Om Sportsværkstedet

Vi reparerer mennesker, altså fjerner/mindsker kraftigt deres smerter/spændinger, og lærer klienten at gøre det selv i fremtiden. Det gør vi på én behandling, som vi kalder “Reparation”, og ét eftersyn, som vi kalder “Efterafspænding”.

Vi har eksisteret siden august 2016, de meste af tiden i Kolding, og omtaler os i flertal fordi vi i begyndelsen havde adskillige fysioterapeuter ansat – og gerne vil være flere igen, fordi der er klienter til det: dagligt har vi klienter som kører 45-60 minutter til Kolding for at få behandling, og flere gange månedligt 90-120 minutter ditto – hver vej.

Sportsværkstedet lever af at klienten IKKE skal komme igen (før om et år eller to) – vi lever af at være så dygtige at klienterne begejstrede anbefaler os til deres venner, kollegaer og hiver deres familie med herned.
Vi lever fint.

DRIV DIT EGET SPORTSVÆRKSTED (baseret på Kolding, 2019-2022)
Indtægter, Gns. pr Måned.45.000 kr. gns/md
Arbejdstimer, Gns. per Uge.20 timer per uge.
Overskud før skat/Lønsum32.000 kr. gns/md
Hvem er du?“Registreret Alternativ Behandler” eller Autoriseret Sundhedsperson

Du har stærke fingre/hænder, og er et balanceret og livserfarent væsen, med mod på at prøve noget fantastisk.

Hvor søger vi?København, evt Sjælland

Sportsværkstedsmetoden

Hvis “Sportsværkstedsmetoden” udføres korrekt, er effekten øjeblikkelig, kan nemt udføres af klienten selv, og er oftest langt mere effektivt end behandling af autoriserede sundhedspersoner. (typisk fysioterapeuter, fodterapeuter, kiropraktorer, osteopater og læger – men eks. sygeplejersker er også i denne gruppe)
Selv smerter og ubehag som disse tror skyldes fejl i knogler eller nerver, og/eller er bedømt som permanente eller længerevarende, viser sig ofte at kunne fjernes øjeblikkeligt eller lindres kraftigt på ganske få minutter, hvis Sportsværkstedets metode følges.
Metoden kan naturligvis ikke influere på “rigtige” nerve-/knogleskader, cyster, blodtryk, hormoner, lymfe- eller luftveje – om end en del vejrtrækningsbesvær, og visse hævelser i led, kan afhjælpes.

Mikkel, grundlægger af Sportsværkstedet, er uddannet massør men har gradvist udviklet metoden – uden hjælp fra de førnævnte tidligere ansatte fysser! – i jagten på at hjælpe klienterne af med smerter så effektivt, så hurtigt og så permanent som muligt.

Den ene del er “Reparation” (varer 10-30 minutter) som udnytter nogle bestemte anatomiske funktioner og principper som Mikkel har opdaget, men som næsten ingen autoriserede sundhedspersoner kender – for ellers havde de benyttet dem! Ved Reparationen skal vi kunne sænke klientens smerter 70-100 procent, i visse tilfælde er 50% acceptabelt. Mindre end 50% er ikke acceptabelt, så i de tilfælde tager vi ikke betaling(!) og afslutter klienten.
Den anden del er “Forebyggelse” (10-20 minutter) som er instruktion af klienten i at følge nogle bestemte anatomiske principper og små praktikaliteter i sin dagligdag, således at smerterne (højest sandsynligt) ikke opstår igen.

Hvorfor drive dit eget Sportsværksted?
Det sjoveDet trælse
Høj timeløn og forholdsvis stor indtægtDet er intenst arbejde, og kræver meget af dig, mentalt og fysisk.
Du arbejder kun lidt hver dag..tidspunkterne svinger dog meget, og du har klienter næsten alle dage. Der er rigelig fritid, selvom det er din primære beskæftigelse.
Du styrer selv din arbejdstider..men de skal variere og det kræver opmærksomhed at “styre kalenderen” så du arbejder mest effektivt.
Du slipper for bekymringer om at drive virksomhed. og kan trække på vores erfaringer...men du skal følge vores måde at gøre tingene på.
Du reparerer menneskers mangeårige smerter på 1-2 behandlinger..….men du tjener kun penge på hver klient én gang, og nogle gange slet ingenting.
God likviditet, pengene på kontoen dagen efter, du slipper for en masse administration...men ingen tilskud og henvisninger udefra – og der er LIDT adminstration.
Du lærer en enestående måde at behandle mennesker, og fjerne deres smerter...men kan kun bruge metoden som en del af Sportsværkstedet. Ingen bi-jobberi eller andet som konkurrerer eller påvirker os.
Du er en del af et populært navn, med et godt image....som dog er utraditionelt og lidt aggressivt. Men det vidste du jo godt inden du ansøgte.

Driv dit eget Sportsværksted

Efter at du har lært Sportsværkstedsmetoden, kan du behandle klienter i dit eget værksted vha. vores behandlingsmetode, og bruge vores image, markedsføring, bookingsystem og ydelser.

Du sætter selv dine priser, åbningstider/-dage og behandler og håndterer dine egne klienter, men du skal følge vores behandlingsmetode og -teori, og vores politikker for det hele. Vi har allerede et etableret image og en del erfaring med markedsføring, som du forventes at bakke op om og deltage aktivt i – primært ift “fotomodeller”.

Vi hjælper dig til at få en god dagligdag, og som en del af Sportsværkstedet er du allerede kendt fra første dag og klienterne ved hvad de kan forvente sig i din biks.
Din fordel er at du selv bestemmer hvornår du ønsker at arbejde og at du beholder hele overskuddet af det. Vores fordel er at du som Sportsværkstedsejer er højt motiveret.

Når du driver et Sportsværksted, så har vi allerede lagt fortovet og rækværket og peget dig i den rigtige retning, så det er nemt, rimeligt sikkert og til at forstå, men du skal selv sørge for fremdriften og det gode humør. Især i trælse tider kan vi rådgive dig, men du skal selv holde fanen højt og enten A) flytte fødderne og gør noget ved det (som rammerne tillader), eller B) bruge ventetiden konstruktivt.

Hovedtal (gennemsnit pr måned, baseret på 2019-22, Kolding)
Indtægter, gns/md45.000 kr. gns/md (hvis 20t/u)
Indtægter, min/maxmin. 30.000 kr – max. 95.000 kr
(Udgifterne ændrer sig månedligt tilsvarende)
Udgifter før skat/lønsum14.000 kr. gns/md
(husleje, forbrug, bidrag SPV (markedsføring, bookingsystem, delvis klientkontakt, regnskab, faglig sparring, mv)
Overskud før skat/Lønsum31.000 kr. gns/md
Skat/Lønsum11.500 kr. gns/md
Udbetalt efter skat/lønsum19.500 kr. gns/md

Faglige karakteristika

Du skal være “Registreret Alternativ Behandler” eller “Autoriseret Sundhedsperson”. Din RAB eller viden om generel Anatomi og Sygdomslære skal have en vis vægt og/eller være i frisk erindring.

At være behandler i Sportsværkstedet, kræver en rimelig fysik, vigtigst af alt: du skal have stærke fingre!

Du skal helst have prøvet forskelige sportsgrene og snuset til forskellige former for jobs.

Du skal naturligvis udvise nysgerrighed til at lære vores teori / metode, og vilje til at udføre den i praksis er et ufravigeligt krav. Vi skal kunne stå inde for det du gør og fortæller, så du får IKKE brug for hvad du tidligere har lært eller praktiseret.

Personlige karakteristika

At være behandler i Sportsværkstedet kræver en vis menneskelig balance, som oftest kommer gennem varieret livserfaring.
Eks. rejser, menneskelige kriser, alternative former for arbejde, ulykker og skader, interageret med mennesker som var fuldstændigt anderledes end du selv, osv.

Og så skal du interessere dig for mennesker: først og fremmest at røre andre mennesker – for dét er vores vigtigste værktøj som vi bruger på flere planer – men dine venner, eller fremmede, skal sige om dig at du er tillidsvækkende eller at du har en intuition som gør dig meget opmærksom på andres humør, og du kan skrue på din opførsel derefter, med balanceret ærlighed og nærvær.

turde påpege det pinlige og sætte ord på tabuerne på en høflig måde uden at fornærme nogen, være meget opmærksom på andres humør, og skrue på din opførsel derefter, med balanceret ærlighed og nærvær,  og uden blødende hjerte – for den slags har aldrig hjulpet nogen. Kort sagt: Dine venner, eller fremmede, skal sige om dig at du er tillidsvækkende.

Du skal også være ærlig og stræbe efter det bedst mulige resultat, selvom det går en smule ud over reglementet: Erkend når du ikke kan gøre klienten bedre, hav mod til at turde sige den trælse sandhed så det trænger igennem,

Det handler om at sikre at klienten føler at hun får VÆRDI FOR PENGENE, og om at skabe “goodwill” hos klienterne, selv når du ikke kan reparere dem. Du skal føle dybt i dig selv at du kun kan sove godt om natten hvis din klient er glad og at du har fortjent de penge som hun har betalt dig.

Vi tager kun penge for noget som vi er stolte af – men vi laver ofte noget som vi er stolte af, men ikke tager penge for.
Omvendt, så gider vi kun at hjælpe dem som gerne vil hjælpe sig selv, og som gider at gøre en indsats og tage en risiko.

Økonomien i at starte et Sportsværksted
Uddannelsens økonomi5.000 kr for “Den lille del”
35.000kr for “Den store del”

Læg hertil kost og logi samt tabte indtægter i perioden.

Uddannelsen i talAntal prøveklienter: 60-80 stk.
Prøveklienters betaling: 0-100kr
Varighed, dagligt: 2-6 timer
Varighed, dage per uge: 5-6
Varighed, i alt: 1-2 mdr.
Hvor: Kolding (sandsynligvis)
Etablering af dit værksted20.000 kr i indskud hvis du ikke har et lokale endnu
32.000 kr til inventar – hvis møbler og alment forefindes.
10.000 kr i diverse administration
(jo mere du har i forvejen, og jo bedre det opfylder vore krav, desto billigere for dig)
Krav til dit værkstedLokale: ca. 30m2 herunder mindst 12m i lige linje, separat venteafsnit, i bymidten med nem parkering, adgang til løb udenfor. Lokalet må gerne være “shop-in-shop”, men ikke i lignende/konkurrerende biks.
Mulighed for at lukke af, for dig og klienten på briksen.
El-briks, evt. løbebånd.

Uddannelsen

Uddannelsen består af “den lille” og “den store” del: førstnævnte er et lille udsnit af sidstnævnte, og har til hensigt at afklare om du er dedikeret, og om uddannelsen – og vi – overhovedet er noget for dig.

Først underskriver du en hemmeligholdelsessaftale. Derefter betaler du 5.000 kroner og begynder “den lille” del: læsning af et teoretisk afsnit af Sportsværkstedsmetoden, omhandlende teori om, symptomer i og behandling af én kropsdel. Derefter udfører du behandling på en eller flere rigtige klienter, altså mennesker som vitterligt har smerter i denne kropsdel, ved at følge den teoretiske viden du har læst. Under behandlingen (-erne) vil der kun være dig selv, en underviser fra Sportsværkstedet til sparring/korrigering og klienten tilstede (plus dennes evt. pårørende), så du er sikret en intens og optimal læringsproces, med fri mulighed for at konsultere læreren eller teorien undervejs.

Under uddannelsen går det hurtigt! Når det er tid til en prøve-klient, så er der mange ting at behandle mentalt, og du skal holde hovedet koldt under pres. I det mindste skal du kunne sige fra, for at samle tankerne MENS du står sammen med prøveklienten og læreren. Det er vigtigt at du kan sætte ord på dine tanker i situationen og verbalt gennemgå en checkliste for dine handlinger: Eks. “Jeg har prøvet X uden effekt, Jeg har måske glemt at gøre Y men det forsøger jeg om lidt og teorien siger at i så fald burde det være Æ eller Å som er problemet, så nu vil jeg..” eller “Jeg ser at prøveklienten gør X-bevægelse med sin (kropsdel) hvilket kan være tegn på Y, så jeg starter med at undersøge Z og spørge prøveklienten om…”
Omvendt vil der være perioder uden prøveklienter og hér gælder det om at slappe af – vær omstillingsparat med få timers varsel, for sådan vil din hverdag som selvstændig også blive.

Hvis du udfører dette tilfredsstillende – altså både fagligt korrekt og med et vindende sind og godt humør uanset udfordringer og uforudsete omstændigheder – betaler du 35.000 kr. og begynder “den lange” del, som indbefatter hele Sportsværkstedsmetoden, et sted mellem 60 og 80 rigtige klienter og varer op til 2 måneder, 2-6 timer per dag, 5-6 dage i ugen, sandsynligvis i Kolding. Dét kræver noget ekstra af dig og evt. familie i en kort periode, men dét er slet ikke værre end så mange afsavn af kortere varighed som titusinder af mennesker vælger. Mikkel har prøvet det i flere omgange, det kan man sagtens overleve.

Imellem “den lille” og “den store”, skal du foretage et vigtigt valg.
Hvis du OGSÅ udfører hele “den store del” tilfredsstillende – altså både fagligt korrekt og med godt humør – så får du lov at drive et Sportsværksted.
Hvis vi (eller du selv) undervejs kommer i tvivl om din evne eller lyst til ovenstående, så ophører uddannelsen og dine penge og indsats er tabt.
Vores indsats er også spildt, og vi er gået glip af en masse penge på at have prøveklienter som vi intet, eller kun symbolsk, tjener på. Vi ønsker at finde personer til at drive deres egne Sportsværksteder – det er dér vores gevinst ligger, og alt andet er spild for os.
Tvivler du på ovenstående, så skal du slet ikke læse videre, men bare lukke dette vindue. Nu.

Det er i vores interesse at du får så mange prøveklienter som muligt til din undervisning, og vi skal nok gøre en stor indsats med at finde dem til dig, men du må – og kan – ikke hænge os op på det, men skal selv hjælpe til med at nå dette mål, så hurtigt som muligt.

Sportsværkstedets uddannelse berettiger til at drive et Sportsværksted og/eller arbejde i ét som behandler. Den er ikke anerkendt nogle steder, giver ikke merit, SU, ECTS eller noget som helst.

Sportsværkstedsmetoden kan IKKE bruges udenfor Sportsværkstedet – nøjagtigt som visse andre specialiserede jobs hvis primære indhold ikke er direkte overførbart men som derimod giver store generelle kompetencer som man kan trække på resten af livet.

Etableringen

Udgifterne til opstart af dit værksted kan være fra 5000 kr – hvis du er så heldig at have det helt rigtige udstyr og et passende lokale – til 60.000kr, som i sværeste udfald burde være nok til indskud, udstyr, computer og inventar, mm. Det foregår præcist som hvis du skulle starte virksomhed på egne ben: du finder lokale og betaler indskud og indkøber det nødvendige og indretter det, men hvis du allerede har ét som passer til vores behov, er du allerede køreklar.

Teknisk set arbejder du i dit eget ApS eller Personligt ejede virksomhed og er medlem af et fælleskab af Sportsværkstedsejere, som deles om udgifterne heri (eks. markedsføring, bookingsystem, administration, delvis klientkontakt, evt. regnskab, faglig sparring m.m.) måned for måned, så desto større din indtægt er, og jo større fællesudgifterne er (plus lidt mere hvis du har et ekstra behov dén måned), desto flere penge betaler du dén måned. Men i en given måned betaler alle den samme procent af deres indtægt til de fælles udgifter, typisk 13-16%, afhængigt af hvor mange vi er og hvor store fællesudgifter er, i dén måned.
(Fiktivt eksempel: Værksted A tjente i sidste måned 65.000 kr, Værksted B: 50.000 kr, Værksted C: 35.000 kroner – fælleskabet havde udgifter for 21.000 kr, så Værksted A betaler 9.100 kr, Værksted B: 7.000 kr, og Værksted C: 4.900 kr – de betaler således alle 14% af egen indtægt, og alle disse tal vil svinge fra måned til måned.)

Du bruger udelukkende Sportsværkstedsmetoden til at behandle med og udadtil bliver du en del af Sportsværkstedet, klienterne kan ikke se forskel. Vi hjælper dig med at indkøbe det rigtige udstyr, inventar og evt. finde et egnet lokale. Vi leverer firmatøj, rådgiver om indretning, sørger for at du får nogle klienter – og så er du i gang.
Vi kommer gerne forbi og hjælper dig, især i starten, og vi vil gerne have jævn dialog med dig i dagligdagen.

Og når du, eller vi, engang ikke længere har lyst til at arbejde sammen, så skilles vi så nemt som muligt – for man skal ikke lave noget som man ikke har lyst til – og du kan vende tilbage til at lave noget andet som ikke har med os eller vores metode at gøre.

Hverdagen som Sportsværkstedsejer/-behandler

En uge består af et par timers dagligt arbejde på klienter, alle ugens dage: nogle dage slet ingenting og andre 4-6 timer. Altid et øje på kalenderen, for de kan bestille med få timers varsel – men du har selv lukket af, eller åbnet, for tidspunkterne i kalenderen, så du ved hvornår du skal holde udkig. Hvis du har 50 klienter en måned, så regn med 20-25 timers arbejde per uge, inklusive åbne og lukke, spild- og ventetid, gratis arbejde, administration af – og kontakt til – klienter og kalender, lidt simpel bogføring, m.m. Jo flere klienter, jo flere timer i biksen.

Hvis der kun er få klienter, så slapper du af, resten af dagen, og hvis der er mange klienter, så giver du den gas!
I Sportsværkstedet er vi kortsigtede og improviserende, og gode til at leve i nuet – uanset hvad ugedage og officielle ferier siger.

Du modtager og behandler de som har bestilt tid, du skriver journaler på dem, laver en smule simpel bogføring/administration og tager et kort overblik over din økonomi og hvornår regningerne skal betales – vi holder dig i hånden. Måske SMSer du en klient som du er bekymret for, måske ringer du til os for en snak om ugens udfordringer eller et fagligt akut spørgsmål.

Hvis du synes at der er for få klienter, så gør du en indsats for at hjælpe til at “få en fotomodel”, fordi du ved at det er lig med omtale for lige netop DIN biks, i modsætning til de andre ‘værksteder. Eller måske trækker du vejret, går i haven eller fejer garagen derhjemme i stedet, mens du venter på bedre tider – for du ved at de altid kommer igen.

Og sådan glider ugerne, indtil du føler behov for et par dages fred og ro eller der kommer en periode uden ret meget at lave, hvorefter du sender os en besked om at nu lukker du butikken i nogle dage eller en stor uge, får afviklet de klienter som har en aftale, og så daffer du afsted på tur – eller bliver liggende hjemme i haven.

Hvad nu hvis det går galt?

Grundlæggende set, så kan det ikke gå galt hvis..
1) ..du husker, og bruger, det som vi har lært dig – herunder at klienterne oplever en effektiv eller/og retfærdig behandling, og deres personlige grænser respekteret.
2) ..du kan finde ro i den omskiftende hverdag og vores måde at gøre tingene på, herunder at tage så mange klienter som muligt – for vi er her for at tjene penge.
3) ..du holder tæt kontakt til os – og vi har et godt forhold sammen.
4) ..du ikke bruger for mange penge, og du holder et øje på bogføring/økonomien.
5) ..du deltager i markedsføringen, dvs. hjælper med til at vi får “fotomodel”-film.

Vores interesse er en værkstedsejer som klienterne er glade ved, som selv er tilfreds med tingenes tilstand, som tjener penge nok til selv at leve komfortabelt (efter at alle udgifterne er betalt), og som vil være en del af Sportsværkstedet i mindst 2 år – og helst mange flere.

Men det kan jo være at du eller vi ender med hellere at ville skilles – det skal helst være rart at være i fælleskab sammen – så gør vi dét, så nemt og hurtigt som muligt.
Hemmeligholdelsesaftalen vil bl.a. medføre at du i en periode efter vort samarbejde ikke kan bruge Sportsværkstedsmetoden. (Eks. at du kommer ind med en massørbaggrund, sygeplejerskeuddannelse eller fysioterapeuterfaring, tager uddannelsen og driver et Sportsværksted i 5 år, stopper og vender tilbage til at arbejde som du gjorde tidligere, eller måske noget helt nyt – uden at bruge de ting som indgår i Sportsværkstedsmetoden)

Ang. inventar og lokaler. Se afsnittet “Sportsværkstedet i fremtiden”

Sportsværkstedet i fremtiden

I skrivende stund vil du blive DEN FØRSTE Sportsværkstedsejer, udover Mikkel selv. Derfor vil der være et par “ubekendte”, som vi sammen må løse. Dertil er der nogle planer og services som Sportsværkstedet gerne vil udføre og tilbyde på længere sigt.

Der skal gerne være 5-7 Sportsværksteder i hele DK – og vi starter længst væk fra Kolding (hvor Mikkel er), så først København og Sjælland, senere Ålborg, og dernæst Odense og/eller Aarhus.

Lige nu, må du som kommende Værkstedsejer selv organisere det hele: oprette bankkonto og evt. låne opstartskapital, finde og leje et lokale, indkøbe og installere inventar (efter vores detaljerede anvisninger, så det er nemt nok), koordinere med din egen bogholder, og alt det andet.
Hvis du har det, eller noget som passer til Sportsværkstedets behov, i forvejen, er det jo bare fornemt. Men du skal også selv afhænde det igen.

På sigt vil vi gerne kunne tilbyde en hel pakke, bestående af hjælp til etablering og financiering, en lokalitet med inventar, og personale som hjælper med administreringen og bogholderiet. Dertil en løsning hvor vi nemmest aftager det hele fra dig igen, til gældende værdi, således at det vil være nemmest for dig at flytte ind – og ud igen, når den tid kommer.

Lige nu skal du både have uddannelsen og oprette/drive et værksted. På længere sigt, kan det blive relevant – i de meget travle værksteder og kun med med værkstedsejerens tilladelse – at lade en person, som har taget Uddannelsen, arbejde i værkstedet – uden at have indskudt penge i det. Fordelen er at du, som ejer, deles med en anden om udgifterne, mens den for Sportsværkstedet betyder at biksen kan køre selvom du er på ferie.

Hidtil har vi selv redigeret fotomodel-videoerne, men på sigt vil vi gerne udlicitere dette arbejde, samt en del andet PR- og reklamearbejde.

Du forventes naturligvis at bakke op om ovenstående, hvis det realiseres.