Læge-makker (med KBU) søges i København: 6-16 timer pr. uge i mindst 2 år. 350 kr./t. eller ca. 650 kr./t. Store forskningsmuligheder.
Du har allerede set mine mange film og læst folks beretninger og anmeldelser på facebooksiden. Hvis det får dig til at tænke “Det vil jeg sgu’ lære!” og du samtidig har for meget fritid, mangler noget udfordring og at tjene nogle ekstra skillinger, så skal vi da lave noget sammen.
Siden 2016 har jeg løbende udviklet nogle værktøjer, samlet til en metode, til at mindske smerter. Metoden er super til en lang række skavanker, herunder ting som sundhedssystemet ikke har kunnet hjælpe med. Den har enkelte “sorte huller” som jeg ikke kan finde ud af at få lukket, og den har en “øvre grænse” eks. modic, parkinsons, de alvorligste migræner, tydelig dropfod, skoliose og det jeg kalder “aktive” diskusprolapser.
Jeg foreslår at du kommer og ser metoden i brug, på et par rigtige klienter: det giver det bedste udgangspunkt for evt. at snakke videre. Min interesse er at tjene nogle penge og få metoden valideret eller dokumenteret videnskabeligt – altruistisk set kan vi også hjælpe mange flere mennesker, hvis vi er to – eller tre? – som sammen dækker hele landet.
——–
Jeg forestiller mig at du er læge, med KBU, som bor i København, og føler dig klemt i hamsterhjulet. Du savner frihed, mere selvbestemmelse, tættere patientkontakt og nogle intellektuelle udfordringer – ikke mindst fordi at du gerne skal have lyst til at forske i de klienter du kommer til at møde i Sportsværkstedet. Det er vigtigt at du er robust af bygning og statur, med stærke hænder og fingre – uanset køn! Det er også vigtigt, at du har en bred kropslig og menneskelig erfaring: din krop skal have prøvet meget forskelligt – ikke mindst uden for hospitalet – og du skal have mødt mange slags mennesker i alskens mærkelige situationer. Du trives med at arbejde en lille smule hver dag – uden fastlåst 8-16 rytme eller “hellige” weekender. Når du holder ferie, så tager du nogle dage eller en uge her og dér, men en hel måned i træk uden at lave noget, keder dig vildt. Du må dog gerne være et impulsivt væsen, som kigger på en tom kalender uden bookinger og tænker: “Dét gider jeg ikke, jeg tager i Tivoli / til Moldavien!” hvorpå du lukker kalenderen, sender mig en SMS, pakker pas og kuffert og stryger ud af døren! Sådan er jeg selv.
———–
I hverdagen styrer du selv kalenderen, bare der er lidt åbent hver dag i perioden 9-20 (også ferier og weekender (kl.16) – med mindre du vælger at lukke. Jeg arbejder aldrig selv mere end 4 timer på en dag, nogle dage 0 timer, og tiderne svinger gennem ugen men jeg sørger for at klienterne ligger op ad hinanden så der aldrig er spildtid – det bør du også. Du styrer selv kontorarbejdet, regningerne, journalskrivningen, lidt indkøb og kontakten til dine klienter – det tager en time i alt per uge. Vi vil gå meget langt for nuværende og ex-klienter, og du bestemmer selv hvem der skal betale, bare alle klienter føler at de har fået værdi for deres penge – deraf gratis behandlinger og gavekoder – men valget er dit.
Hvis du ser dette som mulighed for bare at tjene penge i et spændende og anderledes deltidsjob – i mindst 2 år – så er det fint. Men det er fantastisk hvis du også ser dette som en mulighed for at foretage noget forskning og skrive nogle case reports eller pilotstudier i de klienter som du kommer til at hjælpe i dagligdagen – for hvorfor ER Sportsværksmetoden så effektiv når alt andet tilsyneladende ikke har hjulpet? (..minus de førnævnte sorte huller) Den dokumentation burde skabe en unik viden om manuel behandling og et stærkt aktiv for din fremtidige karriere – uanset om du senere vil mod ortopædkirurgi, reumatologi, neurologi eller almen medicin – præcis ligesom hypnose, akupunktur, psylocybin eller åndedrætsterapi også har været turen igennem. Jeg er fuldt overbevist om at hvis “systemet” brugte Sportsværkstedsmetoden på bestemte symptomer, kunne vi aflaste et massivt presset sundhedsvæsen og spare virkelig mange millioner af kroner årligt.
Forskningsdelen er separat og ulønnet. Mit håb er bare én eller flere korte case reports eller pilotstudier, som kan hjælpe til noget anerkendelse omkring Sportsværkstedsmetoden – såfremt din forskning viser at den er det værd. Vi taler IKKE årelange forsøg med tusinder af deltagere.
Jeg er ganske vidst selv akademiker og underviser, men lægeverdenen kender jeg ikke, så jeg kan kun hjælpe i begrænset omfang. Du skal derfor selv sørge for at have formaliteterne på plads: godkendelse fra Videnskabsetisk Komité eller andre autoriteter, finde en sponsor til eventuel finansiering, overholdelse af GDPR, etc. “Fotomodellerne” som bruges som reklame til at skabe en indtægt – se nedenfor – kan inkluderes eller adskilles fra forskningsdelen, som du ønsker det, ligesom den kan afgrænses som du ønsker det – bare det er i tilknytning til det vi laver i hverdagen. (Jeg vil dog mene at kvalitative interviews burde have stor værdi, især hvis spredt over 1-2 år, men det er din vurdering)
——–
Du skal filme nogle behandlinger, ca. 10-15 stk. om året, for det er “fotomodeller” der giver klienter, som igen giver indtægter – men eventuelt også dokumentation for din forskning! Jeg ordner redigering og al markedsføring. Hvis vi kan skaffe “gode” fotomodeller, og holde åbent ofte, så tjener vi penge. Hvis der ikke er nogen fotomodeller, hvis vi holder lange ferier, eller der er dårlige nyheder i medierne(!) så tjener vi ingen penge – men kan så bruge fritiden på noget andet – familie, forskning i de klienter du oplever i hverdagen, eller du supplerer økonomien med vikararbejde og deltidsjobs andetsteds.
———–
Det er en tilværelse med svingende indtægt og tidsforbrug: nogle uger er der kun 6 timers arbejde, andre er der 16 timers arbejde, men normalen er cirka 9 timers arbejde pr uge. En gennemsnitlig måned består af ca. 22 Reparationer, 12 Efterafspændinger, 6 “ikke hjulpet” (gratis for klienten) og 1 fotomodel. Der er to muligheder:
Model A: Funktionær på timeløn, varierende deltid mellem 6 og 16 timer pr uge.
Du ansættes på traditionel vis med en fast timeløn, plus ferie, uden økonomisk risiko eller store administrative opgaver, blot holde hverdagen i gang i biksen og styre din kalender.
Fast timeløn: 350 kr./t. (lønnet funktionæransættelse)
Opstartskrav: Ingen økonomisk risiko. Betalt ophold i en måned i Kolding med oplæringsløn (250 kr. pr arbejdstime) under det praktiske oplæringsforløb.
Månedsløn før skat baseret på dit ugentlige timetal:
Ved 6 timer om ugen: 9.100 kr. før skat.
Ved 9 timer om ugen: 13.650 kr. før skat.
Ved 16 timer om ugen: 24.250 kr. før skat.
Min fordel ved model A: Jeg beholder en større del af resultatet.
Din fordel ved model A: Du slipper for at investere penge, oprette og drive firma, etc.
Model B: Selvstændig konsulent. Varierende deltid mellem 6 og 16 timer pr uge.
Du opretter dit eget firma, holder hverdagen kørende – inklusive regnskab – beholder broderparten af din omsætning, og ordner selv forsikring, ferie og pension.
Nominel timeløn: Ca. 640 kr./t. (se nedenfor)
Opstartskrav: Eget firma (CVR + bankkonto), 10-20.000 kr. til lokaledepositum i KBH, samt dækning af egne udgifter til kost/logi under en intensiv oplæringsmåned i Kolding.
Økonomisk regneeksempel (Gennemsnitlig måned):
Omsætning: 50.000 kr. (kan svinge +/- 15-25k).
Supervision & administration: -20.000 kr. (Sportsværkstedets andel, udgør altid cirka 40% af omsætningen)
Lokaleleje & drift: -7.000 kr. (fast)
Månedligt resultat, tilbage i dit firma før skat, lønsum, pension mv.
Ved 6 timer om ugen: 15.300 kr. før skat.
Ved 9 timer om ugen: 23.000 kr. før skat.
Ved 16 timer om ugen: 40.800 kr. før skat.
Opstart: Du betaler først Sportsværkstedet for supervision og administration, EFTER at dine reelle opstartsudgifter (inkl. depositum) er tjent helt ind.
Min fordel ved model B: Jeg slipper for at investere en masse penge ved opstart.
Din fordel ved model B: Du beholder en større del af pengene, men har også ejerskab over din biks. Desuden viser du fremtidige arbejdsgivere at du på alle måder er initiativrig og selvstændig.
——-
Efter mindst 2 år kan vi skilles i ro og orden: jeg forsøger at finde en anden til at tage din plads, og du har fået noget værdifuldt med dig til dit fremtidige lægearbejde. Du må selvfølgelig bruge metoden på dine egne patienter og udgive case reports baseret på Sportsværkstedsmetoden (..bare mit navn også er med, bagved dit), men du må ikke undervise kollegaer i den eller skrive bøger om den, uden min tilladelse – det er jo mit livsværk.
Som skrevet i starten: Kom og se mig arbejde på et par rigtige klienter, så du kan se det med dine egne øjne og mærke efter i maven. Helt uforpligtende. Send mig en SMS hvori du introducerer dig, men vid at jeg hader planlægning ud i fremtiden, og elsker spontanitet.
